Lejeboligmarkedet er et kludetæppe, og lejelovgivningen i Danmark er et godt eksempel på lovgivning, der gror vildt og mangler konsistens og logisk sammenhæng.

 

Ser man på reglerne om fastsættelse, regulering og beregning af huslejen, har vi flere sæt regler. Disse regler er overordnet udtryk for en kunstig regulering af huslejen, og en fastholdelse af et lejeniveau, der ikke er til gavn for alle - i hvert fald når vi taler om lejemål i den gamle private boligmasse.

 

Huslejereguleringen i den gamle boligmasse, som vi kender den i dag, blev oprindeligt indført omkring anden verdenskrig som en midlertidig foranstaltning i et samfund, der var meget anderledes end dagens Danmark. Intentionerne bag reglerne var primært at beskytte de svage medborgere.

 

Det ser ud til, at tiden løbet fra disse beskyttelseshensyn.

 

I en artikel i HUSET, der udgives af Ejendomsforeningen Danmark, har forfatteren, Morten Marott Larsen, ud fra statistiske kilder oplyst, at ca. 9 % af befolkningen bor som lejere i en lejlighed i en privat etageboligejendom.

 

I tilknytning hertil udleder forfatteren på baggrund af statistiske oplysninger om disponibel husstandsindkomst, at huslejeregulering ikke er til gavn for de svageste i samfundet.

 

Der er derfor en naturlig frygt for, at reglerne fremmer andre formål end de tilsigtede og modvirker mobilitet og tilpasning af arbejdsstyrken for de, der er begunstiget af de lave boligomkostninger.

 

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor der ikke indføres et lejemarked med fuld markedsregulering af huslejen. Jeg kan godt forstå, at der skal være nogle overgangsordninger, hvis der gennemføres markedsbestemt husleje, men på sigt skal markedet udligne sig. Det er ren teknik.

 

Jeg føler mig overbevist om, at vi ikke ville have boligmangel, hvis markedsbestemt husleje blev gennemført.

 

Giv mig lige et sagligt argument for at fastholde de nuværende regler.

 

Anders Welding