Uafhængighed er et stærkt ord!

 

Særligt når ordet anvendes i forbindelse med boligrådgivning og bistand, hvor de involverede i en aftale har modstridende interesser. F.eks. uafhængighed mellem pengeinstitut og den rådgiver, der betjener pengeinstituttets kunde. Mellem långiver og den rådgiver, der betjener långivers kunde. Mellem forsikringsselskab og den rådgiver, der betjener forsikringsselskabets kunde.

 

At være uafhængig rådgiver skal indebære, at der ikke kan rejses rimelig tvivl om, at rådgivning ydes på basis af vedkommende og saglige hensyn. Vel at mærke hensyn, der tilgodeser den rådsøgende. Er der bare et minimum af interessesammenfald, må man nærmere kalde den såkaldte rådgiver for en sælger.

 

Derfor undrer det mig (og mange andre), at vi kan acceptere et boligmarked, hvor der er en høj grad af interessesammenfletning hos de involverede rådgivere. Og det under mig, at en regering, der til stadighed ajourfører reglerne på boligmarkedet ud fra forbrugerpolitiske og konkurrencemæssige retningslinjer, accepterer denne interessesammenfletning.

 

Hvordan kan det være, at flere af landets største pengeinstitutter i deres ejerkreds har ejere, der også findes i ejerkredsen omkring en kreditforening, et forsikringsselskab eller en ejendomsmæglerkæde! Bare for at nævne et par eksempler. Og helt åbenlyst.

 

Og så kan man oven i købet risikere at høre, at man er rådgiver og ikke sælger. At et pengeinstitut efter at have formidlet en fuldstændig ubrugelig forsikring hævder, at man har rådgivet sin kunde. Eller at en ejendomsmægler i en ejendomsmæglerkæde, som efter henvisning fra det pengeinstitut, der ejer kæden, siger tak for sidst ved at henvise tilbage til pengeinstituttet. Også uanset om pengeinstituttet nu måtte være den bedste rådgiver i det konkrete tilfælde.

 

Tror man mon, at et pengeinstitut, der henviser en bankkunde til en ejendomsmægler, som tilfældigvis har hel eller delvis sammenfaldende ejerkreds med pengeinstituttets ejerkreds, er blevet valgt, fordi ejendomsmægleren er den mest effektive, den dygtigste eller den bedst egnede til opgaven? Næppe.

 

Hvis interesser tror I, der bliver varetaget? Mest!

 

Det er sørgeligt, at der ikke sættes fokus på en udredning om dette emne, der trænger til et eller flere par kritiske øjne. Og at der handles lovgivningsmæssigt.

 

Ser man f.eks. på advokater, er der en høj grad af integritet og uafhængighed. Interessekonflikter er konstant på dagsordenen i advokaternes samfund, og blot der er den mindste mulighed for at en advokat objektivt set kan blive påvirket af uvedkommende interesser, må advokaten frasige sig sagen.

 

Man kan også spørge, hvorfor forbrugerne ikke tager sagen i egen hånd?

 

Det står enhver frit for at vælge sin rådgiver. Og selv om det ikke er den mest iøjnefaldende oplysning, der gives, når en samarbejdsaftale planlægges indgået, så er det dog pålagt disse sammenflettede interesser at angive, såfremt der er et særligt indbyrdes tilhørsforhold.

 

Det er mit personlige håb for vores fremtidige boligmarked, at vi slipper af med problemet - kasketforvirringen - og behandler interessekonflikter, som det de er.

 

Anders Welding